fbpx

Kevlaws forretningsbetingelser ved assistance med stiftelse af ApS

Kevlaws forretningsbetingelser ved assistance med stiftelse af ApS

Betingelserne gælder ved online bestilling af assistance til enhver stiftelse af et eller flere anpartsselskaber

  1. Bestilling og priser

Der foretages bestilling af assistance til stiftelse af et selskab, når bestillingsformularen er udfyldt og indsendt til Kevlaw.

Prisen for assistancen fremgår af Kevlaws hjemmeside og forudsætter anvendelsen af Kevlaws standardvedtægter. Selskabet stiftes på baggrund af de oplysninger som gives i bestillingsformularen.

  1. Dokumentation og ordreproces

Som følge af hvidvaskloven er Kevlaw forpligtet til at indhente og opbevare identifikationsoplysninger i forbindelse med vores assistance med stiftelse af selskaber. Foranlediget heraf skal vi modtage en kopi af billedlegitimation i form af pas eller kørekort samt kopi af sygesikring for alle stiftere af selskabet.

Efter modtagelse af dokumentation med identitetsoplysninger, vil stiftelsesdokument med tilhørende vedtægter blive fremsendt. Disse dokumenter skal returneres i underskrevet stand af samtlige stiftere inden en endelig registrering af selskabet kan finde sted. Inden stiftelsen bliver gennemført, kontakter vi dig altid for at sikre, at oprettelsen af selskabet sker under de rigtige forudsætninger

  1. Levering

I forbindelse med stiftelse af selskabet bliver følgende dokumenter leveret og aftalen anses herefter for afsluttet.

− Ejerbog

− Stiftelsesdokument

− Vedtægter

− Sammenskrevet resumé fra Erhvervsstyrelsen

I det tilfælde, at der er bestilt registrering af yderligere tjenester, så anses aftalen dog først at være afsluttet, når der er afleveret et sammenskrevet resumé fra Erhvervsstyrelsen herom.

Levering sker pr. e-mail. Når vi har modtaget bestillingen samt modtaget dokumentation og stiftelsesdokument samt vedtægter i underskrevet stand, leverer vi indenfor 24 timer under forudsætning af, at dokumenterne er os i hænde senest kl. 14 på en hverdag.

  1. Betaling

Efter modtagelse af bestilling af selskabet vil du modtage en faktura. Denne bedes betalt før arbejdet med stiftelsen kan gå i gang. En dokumentation for denne forudbetaling, i form af kopi af overførslen fra netbank, skal medsendes den øvrige dokumentation.

  1. Fortrydelsesret

Som følge af købeloven har du ret til at fortryde din bestilling indenfor 14 dage. Fortrydelsesretten bortfalder dog efter stiftelsesdokumentet er returneret til Kevlaw i underskrevet stand. Fortrydelse af en bestilling skal ske skriftligt til td@kevlaw.dk.

  1. Ansvar

Kevlaw påtager sig intet ansvar i forbindelse med stiftelsen af et selskab, hvortil vi yder vores assistance. Assistancen foretages i overensstemmelse med de oplysninger som fremgår af bestillingsformularen, og det er dig som har ansvaret for rigtigheden af oplysningerne. Ved modtagelse af dokumenter som leveres af Kevlaw, påhviler det endvidere dig, at gennemgå disse dokumenter for eventuelle fejl.

Kevlaw er ligeledes ikke ansvarlig for forsinkelser, der skyldes ustabil drift af Erhvervsstyrelsens onlinesystem samt driftsforstyrrelser hos tredjemand (leverandør af internetforbindelse).

7. Behandling af dine oplysninger

I forbindelse med at Kevlaw skal assistere dig med stiftelsen af dit selskab, så skal du ved bestillingen heraf afgive en række personoplysninger. Behandlingen af disse oplysninger er omfattet af lov om behandling af personoplysninger.

Dataansvarlig og databehandler:

I forbindelse med Kevlaws behandling af personoplysninger til brug for stiftelsen af dit selskab, anses du som kunde for dataansvarlig, mens Kevlaw anses som databehandler. I den forbindelse aftales følgende:

Når Kevlaw assistere dig med stiftelsen af dit selskab, så handler Kevlaw alene efter din instruks. Kevlaw skal sørge for at træffe fornødne sikkerhedsforanstaltninger som sikrer, at de givne personoplysninger ikke hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger.

Kevlaw skal sørge for at du som dataansvarlig ved anmodning heraf, kan påse at sikkerhedsforanstaltningerne efterleves.

Hvordan behandler vi dine personoplysninger?:

I forbindelse med at vi skal assistere dig med stiftelsen af dit selskab, så skal du afgive en række personoplysninger om dig selv og øvrige deltagere i selskabet således at vi på dine vegne kan registrere ejerforhold og ledelse. Disse oplysninger omfatter navn, adresse, telefonnummer, e-mail og cpr-nummer.

Vi skal bruge oplysningerne for at kunne komme i kontakt med dig og for at registrere ejerforhold og ledelse hos Erhvervsstyrelsen. Hvis du, som bestiller, indsender oplysninger om andre end dig selv, så er du ansvarlig for at indhente samtykke fra disse personer. Kevlaw indhenter og behandler udelukkende personoplysninger som er nødvendige for at kunne assistere dig med stiftelsen af dit selskab. Personoplysningerne videregives til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med registrering af selskabet, heraf selskabets ledelse og ejerforhold.

I forbindelse med godkendelse af selskabets kapital vil vi desuden sende nødvendige personoplysninger til den godkendende advokat herunder sygesikringsbevis for selskabets stiftere.

Du kan kontakte os vedr. dine personoplysninger

Hvis du ønsker at få adgang til de oplysninger, som Kevlaw har registreret om dig eller hvis du har eventuelle indsigelser mod en registrering, så skal du rette henvendelse til td@kevlaw.dk eller på telefon 53871070.

Sikkerhed:

Når du afgiver dine personoplysninger til Kevlaw IVS, så bliver de opbevaret på computere og netværk med begrænset adgang. Vi sørger for at vores sikkerhedsforanstaltninger løbende kontrolleres og opdateres således at det sikres at dine personoplysninger håndteres forsvarligt.

Dine personoplysninger bliver anonymiseret eller slettet når de ikke længere tjener det formål som de blev indsamlet til. Dine personoplysninger gemmes i højst 12 måneder efter de er blevet brugt.

Hvis du ønsker at klage til datatilsynet

Du kan altid klage over hvordan Kevlaw bruger dine oplysninger, og du kan altid tilbagekalde dit samtykke til brugen. Din klage skal indgives til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K. Datatilsynets telefon nr. er: 33193200, e- mail: dt@datatilsynet.dk.