fbpx

Kørselsfradrag (befordringsfradrag) Har du fået afslag?

Har du fået nægtet dit kørselsfradrag, så kan du klage til Skatteankestyrelsen. Det er dog vigtigt, at du har styr på din dokumentation.

Du kan få kørselsfradrag, hvis der er mere end 24 km tur-retur mellem dit hjem og dit arbejde. Det har ingen betydning, hvordan du transporterer dig. Du kan altså få kørselsfradrag uanset om du selv kører i bil eller om du kører sammen med andre. Du kan også få fradrag, hvis du cykler eller sågar, hvis du flyver på arbejde.

I visse situationer kan du opleve, at Skattestyrelsen vil bede dig om at dokumentere din kørsel mellem dit hjem og dit arbejde. Dette kan være en vanskelig situation at stå i, da Skattestyrelsens krav om dokumentation kan vise sig at være særdeles omfattende. Hvis Skattestyrelsen mener, at du ikke har dokumenteret din kørsel, så fjerner de dit fradrag. 

Normalt er det tilstrækkeligt, hvis du kan dokumentere, at du rent faktisk har været på arbejde i den periode som kontrolleres. Det kan bekræftes af din arbejdsgiver. I særlige tilfælde vil du dog kunne opleve, at dokumentationskravet er skærpet.

Befordring over ekstraordinær lange afstande

Dokumentationskravet er skærpet, hvis din transport mellem hjem og arbejde er ekstraordinær lang. Hvis det er tilfældet, så kan Skattestyrelsen nemlig finde på, at kræve langt mere dokumentation for din transport. Hvordan du gør det, er op til dig. Det er som sådan kun fantasien, som sætter grænser, men Skattestyrelsen efterspørger gerne:

  • Kvitteringer fra køb af brændstof, hvis du anvender bil.
  • Værkstedsregninger eller andet, hvor tallet på kilometertælleren fremgår
  • Billetter, udskrift af din anvendelse af rejsekort eller lignende, hvis du anvender offentlig kørsel.
  • Kontoudtog.
  • Erklæring fra arbejdsgiver, som bekræfter antallet af dine arbejdsdage.

 

Det er ikke altid, at man som helt almindelig privatperson gemmer diverse kvitteringer. Det er dog ofte denne dokumentation, som Skattestyrelsen lægger mest vægt på. Tidligere sager har vist, at der dog er andre måder at dokumentere sin kørsel.

I sagen SKM2004.2.LSR kørte en klager med offentlig trafik mellem hans bopæl i Odense og hans arbejde i København. SKAT havde nægtet klagerens kørselsfradrag. SKATs afgørelse herom blev påklaget til Landsskatteretten. I den forbindelse fremlagde klager dokumentation for:

  • tilstedeværelse på sin arbejdsplads i København
  • regelmæssige læge- og tandlægebesøg i Odense
  • hævninger i pengeautomater i Odense, samt 
  • periodekort til offentlige transportmidler (dog for en efterfølgende periode). 
  • At han havde været under uddannelse til merkonom ved en uddannelsesinstitution i Odense samtidig med arbejdet i København. 
  • hans personlige tilknytning til Odense.

 

Det var Landsskatterettens opfattelse, at klagerens kørsel var sandsynliggjort, da han kunne vise, at han måtte have haft sin daglige færden på sin bopæl i Odense. 

Afgørelsen i SKM2004.2.LSR viser, at en given befordring kan sandsynliggøres ved fremlæggelse af anden dokumentation end den, som Skattestyrelsen efterspørger. 

Hvad er ekstraordinær lange afstande?

Det er vigtigt at slå fast, at man som udgangspunkt kan få fradrag for sin transport mellem hjem og arbejde uanset hvor lang afstanden er. Det vil sige, at en person som f.eks. arbejder i Paris to dage om ugen, i teorien kan få befordringsfradrag for de tilbagelagte km. Der findes ikke nogen præcis definition af, hvad der opfattes som ekstraordinær lang afstand, men i tidligere sager er afstande på 300-400 km tur/retur blevet opfattet som ekstraordinær lange.

Har du fået afslag på dit kørselsfradrag?

Hvis du står i en situation, hvor du har fået nægtet dit kørselsfradrag, så gennemgår vi gerne din sag med henblik på en vurdering af, hvordan du kan dokumentere din kørsel. Kevlaw har ført mange kørselsfradragssager, og med gode resultater.