fbpx

Parcelhusreglen

Læs om betingelserne for skattefrit salg af din bolig.

Når du sælger din bolig, så er fortjenesten ved salget skattefri, hvis 2 betingelser er opfyldt. For det første, så skal ejendommen have tjent som bolig for dig og/eller din husstand i hele eller en del af den tid, hvor du har ejet boligen. For det andet, så skal arealet på den grund, som din bolig ligger på, skal være under 1.400 m2.

1. Ejendommen skal have tjent som bolig for dig og/eller din husstand i hele eller en del af den tid, hvor du har ejet boligen.

Det er ikke et krav, at du eller din husstand bor i ejendommen på salgstidspunktet. Det skal dog bemærkes, at din ejendom på salgstidspunktet skal have karakter af en helårsbolig, således at ejendommen må siges at tjene et beboelsesformål.

Parcelhusreglen gælder også, selvom du ejer ejendommen sammen med én eller flere andre. Hvis du beslutter dig for at sælge din andel, så er salget altså stadig omfattet af parcelhusreglen. Skattefritagelsen forudsætter dog stadig, at ejendommen har tjent som bolig for dig og/eller din husstand i hele eller en del af den tid, hvor du har ejet boligen.

Hvad vil det egentlig sige, at ejendommen skal have tjent som bolig?

Der er desværre mange, som får sig en slem overraskelse, fordi de ikke overholder beboelseskravet i parcelhusreglen. Der hvor det ofte går galt er hos personer der ønsker et skattefrit salg af en bolig, som de har arvet fra deres forældre. De “forlader” i den forbindelse deres ægtefælle, for at flytte ind i boligen. Når de har boet i boligen i en rum tid, vender de så tilbage til ægtefællen. Der er herefter en opfattelse af, at man roligt kan sælge boligen skattefrit, fordi man jo har “boet” i boligen. Det er dog desværre ikke helt så lige til.

I bedømmelsen af, om et hus eller en lejlighed har tjent som bolig, lægges der vægt på en række momenter, som skal afgøre, om du nu også har boet i boligen i skattemæssig forstand. Det er dig der skal bevise og dokumentere, at ejendommen har tjent som din bolig. Følgende momenter kan tale for at ejendommen har tjent som din bolig:

  • Møbler og ejendele er flyttet ind i boligen
  • Du har ikke en anden bolig til rådighed
  • Boligen er indrettet således at den har de fornødne faciliteter
  • Du er tilmeldt folkeregistret på boligens adresse
  • Indbo på adressen er forsikret
  • Du betaler tv-licens på adressen og har internetopkobling
  • Der er et naturligt forbrug i boligen af eksempelvis varme, vand, elektricitet og gas.

Det er værd at bemærke, at der ikke et krav til, hvor længe du skal have boet i boligen. Der stilles dog krav om, at hensigten med indflytningen har været, at tage varigt ophold. I praksis findes der eksempelvis et skattefrit salg af en bolig, hvor ejeren kun havde boet i boligen i 1 måned.

2. Arealet på den grund, som din bolig ligger på, skal være under 1.400 m2.

Hvis grunden har et areal på 1.400 m2. eller mere, så er fortjenesten dog stadig skattefri, hvis:

  1. der efter en offentlig myndigheds bestemmelse ikke kan udstykkes fra grunden, eller
  2. hvis en erklæring fra Vurderingsstyrelsen angiver, at en udstykning vil medføre en væsentlig værdiforringelse af restarealet eller af den bestående bebyggelse.

 

Hvis hverken 1) eller 2) er opfyldt, så er fortjenesten ved salget skattepligtigt.

Hvad hvis du har mere end én helårsbolig?

Ejer du mere end én helårsbolig, så kan fortjenesten ved afståelsen af den supplerende ejerbolig i visse situationer være skattefri. Skattefritagelsen kræver, at der skal være tale om en helårsbolig, der anvendes af arbejdsmæssige eller af helbredsmæssige årsager.

Hvis den supplerende bolig anvendes på grund af arbejdsmæssige årsager, så forudsætter skattefritagelsen, at der har været tale om et længerevarende eller regelmæssigt ophold. Overnatninger skal desuden være nødvendige af hensyn til dit arbejde.

Når den supplerende bolig anvendes på grund af helbredsmæssige årsager, så forudsætter skattefritagelsen også her, at der har været tale om et længerevarende eller regelmæssigt ophold. Der ligger desuden et krav om, at der har været en lægelig begrundelse og en helbredsmæssig effekt af at anvende den supplerende bolig frem for den almindelige bolig.

Kevlaw kan hjælpe dig sikkert på vej.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du overholder betingelserne for skattefrit salg af din bolig, så kan Kevlaw hjælpe dig med at danne et overblik. Ved særlige tvivlspørgsmål, så kan jeg anbefale, at der indhentes et bindende svar fra Skattestyrelsen. I den forbindelse, kan jeg være behjælpelig med at formulere dit spørgsmål. Jeg vil til spørgsmålet, samtidig tilføje en udførlig juridisk argumentation for, hvorfor svaret bør få et ønsket udfald.