Kevlaw

Parcelhusreglen: Supplerende helårsbolig kunne sælges skattefrit

Skatteankenævn Østfyns afgørelse af 21. april 2026, sagsnr. 25-0011911. Afgørelsen er ikke offentliggjort.

Skattestyrelsen havde afvist, at klientens ophold i en ejendom, som hun ejede sammen med sin ægtefælle, opfyldte beboelseskravet i parcelhusreglen. Ægtefællerne beholdt deres oprindelige fælles bolig, og klientens mor lejede en del af den anden ejendom.

Efter Kevlaws klage fandt Skatteankenævnet, at klienten reelt havde boet i ejendommen. Skattestyrelsens svar blev derfor ændret fra »ja« til »nej«, således at en eventuel fortjeneste ved salg ikke skulle beskattes.

Sagens faktiske forhold

Klienten og hendes ægtefælle havde købt ejendommen af klientens mor, så moderen havde mulighed for at blive boende. Moderen lejede en afgrænset del af huset, mens den resterende del stod til klientens rådighed.

I slutningen af 2023 flyttede klienten ind i ejendommen for at bo sammen med sin mor og hjælpe hende gennem alderdommen. Klienten flyttede sit bohave, tilmeldte sig adressen og pendlede fra ejendommen til sit arbejde på Sjælland. Da moderens helbred senere blev alvorligt forværret, blev klienten bevilget plejeorlov på fuld tid og opholdt sig herefter fast i ejendommen.

Skattestyrelsen anerkendte, at klienten faktisk havde opholdt sig i huset, men mente, at opholdet alene var midlertidigt. Der blev navnlig lagt vægt på, at klienten fortsat havde rådighed over ægtefællernes oprindelige bolig, og at en del af ejendommen var udlejet til moderen. Skattestyrelsen besvarede derfor spørgsmålet om beskatning med »ja«.

Kevlaws argumentation

Kevlaw gjorde gældende, at ejendommen reelt havde tjent som klientens bolig. Opholdet var ikke etableret med henblik på et senere salg og havde ikke et på forhånd fastsat ophørstidspunkt. Det forhold, at klientens mor lejede en del af huset, ændrede heller ikke ved, at klienten rådede over og beboede den resterende del.

Det blev samtidig gjort gældende, at rådigheden over ægtefællernes oprindelige bolig ikke i sig selv udelukkede skattefrihed. Det afgørende var, om klienten faktisk havde etableret bolig i den anden ejendom.

Til dokumentation blev der blandt andet fremlagt lejekontrakt, plantegning, bevilling af plejeorlov og oplysninger om klientens pendling. Skatteankestyrelsen foreslog indledningsvis, at Skattestyrelsens svar skulle stadfæstes. Forslaget byggede blandt andet på, at der på daværende tidspunkt alene var dokumenteret 56 passager over Storebæltsbroen.

Kevlaw fremlagde herefter dokumentation for yderligere 55 passager. Der var dermed dokumenteret i alt 111 passager i perioden fra klientens indflytning og frem til plejeorlovens begyndelse. Det blev desuden forklaret, at klienten arbejdede på skiftende tidspunkter, herunder ved aften-, weekend- og døgnvagter, og derfor ikke havde et sædvanligt dagligt pendlingsmønster.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet lagde indledningsvis til grund, at moderen kun lejede en del af ejendommen, og at klienten derfor havde juridisk rådighed over huset i den relevante periode.

Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at klienten reelt havde beboet ejendommen.

Nævnet lagde navnlig vægt på:

  • de 111 dokumenterede passager over Storebæltsbroen
  • vandforbruget i ægtefællernes oprindelige bolig
  • at klienten havde flyttet sit bohave til ejendommen
  • at ægtefællen i en del af perioden opholdt sig i Grønland.


Skatteankenævnet ændrede derfor Skattestyrelsens svar fra »ja« til »nej«. Klienten fik fuldt medhold i, at en eventuel fortjeneste ved salg af ejendommen var skattefri efter parcelhusreglen.

Sagen viser, at rådighed over en anden bolig ikke i sig selv udelukker, at en supplerende helårsbolig kan omfattes af parcelhusreglen. Det samme gælder, når en del af ejendommen er udlejet, hvis ejeren fortsat har rådighed over og faktisk bebor den øvrige del.

Det afgørende er, om ejendommen reelt har tjent som bolig. Folkeregisteradresse er ikke nødvendigvis tilstrækkelig alene. Dokumentation for blandt andet transport, flytning af bohave, forbrug, familiens ophold og de konkrete årsager til boligens anvendelse kan derfor få afgørende betydning.

Har Skattestyrelsen afvist skattefrihed efter parcelhusreglen, kan Kevlaw gennemgå sagens faktiske forhold og dokumentation og vurdere, om ejendommen reelt har tjent som bolig.