Bankindsætninger på 1 mio. kr. blev anset som tilbagebetaling af tilgodehavende – fuldt medhold

Skattestyrelsen beskattede klienten af to bankindsætninger på samlet 1 mio. kr. som personlig indkomst, fordi styrelsen ikke fandt det dokumenteret, hvad betalingerne vedrørte.

Kevlaw påklagede afgørelsen og gennemgik pengestrømmen fra et tidligere salg af en ejendom, som klienten havde ejet sammen med en anden person. Gennemgangen viste, at den anden medejer havde disponeret over mere end sin andel af provenuet, og at klienten derfor havde et tilgodehavende. De omtvistede indbetalinger blev på den baggrund anset som tilbagebetaling af dette mellemværende. Skattestyrelsen ændrede under klagesagen sin vurdering, og Skatteankenævnet gav klienten fuldt medhold.

Afslag på genoptagelse blev fastholdt hele vejen – Skatteankenævnet gav fuldt medhold

Skattestyrelsen havde fastsat en selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhedsoverskud på baggrund af et skøn. Da der senere blev udarbejdet et regnskab, som viste et markant anderledes resultat, blev der anmodet om genoptagelse. Skattestyrelsen afviste anmodningen med henvisning til manglende dokumentation.

Kevlaw påklagede afslaget og fremlagde under klagesagen regnskabsmaterialet og den underliggende dokumentation. Skattestyrelsen fastholdt imidlertid afslaget, og Skatteankestyrelsen indstillede efterfølgende også til, at klienten ikke skulle have genoptaget sin skatteansættelse.

Kevlaw fastholdt sagen og indsendte yderligere bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag. Skatteankenævnet nåede herefter til det modsatte resultat og pålagde Skattestyrelsen at genoptage skatteansættelsen. Klienten fik fuldt medhold.

Skattefrihed efter parcelhusreglen – Skatteankenævnet tilsidesatte beskatning af lejlighedssalg

Skattestyrelsen havde beskattet fortjenesten ved salg af en ejerlejlighed, fordi styrelsen ikke fandt det godtgjort, at lejligheden reelt havde tjent som klientens bolig. Kevlaw bistod klienten under Skattestyrelsens behandling og udarbejdede efterfølgende klagen til Skatteankestyrelsen med påstand om, at salget var skattefrit efter parcelhusreglen.

Sagen blev senere behandlet på et møde i Skatteankenævnet, hvor klienten selv afgav forklaring. Skatteankenævnet fandt efter en konkret vurdering, at lejligheden havde tjent som klientens reelle og permanente bolig. Fortjenesten ved salget var derfor skattefri, og Skattestyrelsens afgørelse blev tilsidesat som ugyldig.

Nulstilling af A-skat og AM-bidrag blev ophævet – klienten fik fuldt medhold

SKAT havde nulstillet A-skat og AM-bidrag, som et selskab havde indeholdt i klientens løn, men ikke efterfølgende betalt til SKAT. Klienten var kapitalejer og direktør i selskabet, som efterfølgende gik konkurs.

Efter Kevlaws klage fandt Skatteankestyrelsen, at betingelserne for nulstilling ikke var opfyldt. Nulstillingen blev derfor ophævet, og klienten fik fuldt medhold.

Befordringsfradrag ved meget omfattende kørsel – fradrag på 126.749 kr. godkendt

Skattestyrelsen nægtede klienten befordringsfradrag for 2024 med henvisning til manglende dokumentation. Efter Kevlaws klage og fremlæggelse af dokumentation for blandt andet bilens kilometerstand, ladehistorik og klientens arbejdsforhold fandt Skatteankenævnet, at den omfattende kørsel var sandsynliggjort. Nævnet godkendte et befordringsfradrag på 126.749 kr.

Virksomhed med underskud under Covid-19 blev anset for erhvervsmæssig – fuldt medhold

Skattestyrelsen anså klientens virksomhed for ikke-erhvervsmæssig i 2020-2022 og nægtede fradrag for underskud på samlet 523.340 kr. Det medførte samtidig, at klienten ikke kunne anvende virksomhedsordningen, og at opsparet overskud skulle beskattes.

Efter Kevlaws klage fandt Skatteankenævnet, at både virksomhedens rengørings- og IT-aktiviteter fortsat var erhvervsmæssige. Klienten fik derfor fradrag for underskuddene, kunne fortsat anvende virksomhedsordningen og undgik beskatning af det opsparede overskud.

Befordringsfradrag ved 404 km tur/retur – fuldt medhold på 181.691 kr.

Skattestyrelsen nægtede klienten befordringsfradrag for 2016 og 2017, fordi styrelsen ikke fandt det sandsynliggjort, at han faktisk havde kørt mellem sin bopæl på Lolland og sin arbejdsplads i Nordsjælland. Afstanden udgjorde 404 km tur/retur. Samtidig nulstillede.

Efter Kevlaws klage tilsidesatte Skatteankenævnet ændringen for 2016 som ugyldig og godkendte det fulde befordringsfradrag på 181.691 kr. for 2017.

Parcelhusreglen: Supplerende helårsbolig kunne sælges skattefrit

Skatteadvokat

Skattestyrelsen havde afvist, at klientens ophold i en ejendom, som hun ejede sammen med sin ægtefælle, opfyldte beboelseskravet i parcelhusreglen. Ægtefællerne beholdt deres oprindelige fælles bolig, og klientens mor lejede en del af den anden ejendom.

Efter Kevlaws klage fandt Skatteankenævnet, at klienten reelt havde boet i ejendommen. Skattestyrelsens svar blev derfor ændret fra »ja« til »nej«, således at en eventuel fortjeneste ved salg ikke skulle beskattes.